Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Nytårgudstjeneste Homå

JAN
01

Nytårgudstjeneste Homå


Onsdag d. 1. januar 2020, Kl. 19:00 til kl. 20:00
Homå Kirke
Maria Behrenthz

Nytårstræf i Homå kirke, 1. januar kl. 19

Traditionen tro mødes vi i Homå kirke nytårsdag kl. 19.00 og ønsker hinanden godt nytår med en nytårsgudstjeneste og efterfølgende champagne og kransekage

Vi mennesker vil så gerne føle os unikke! Vi vil ikke så gerne være som alle de andre, vi vil være specielle på den gode måde…… Vi vil ikke bare være én i mængden, nej, vi vil gerne være ham eller hende der lægges mærke til, og træder frem i flokken af andre mennesker!

Og vi er unikke – der findes ingen i hele verden,  der er lige præcis som jeg……men når det virkelig kommer til stykket, så vil jeg vove den påstand, at vi, mere eller mindre, alle ønsker os det samme af livet.

Hvordan livet ser ud omkring os – vores hus/lejlighed/bil/stil/by/land/interesser kan se forskelligt ud – men når vi så kommer til det indeni os……følelserne…..sjælen……så er vi nok ikke så forskellige, selvom vi gerne vil tro det!

Vi søger næsten alle nærvær, omsorg og kærlighed fra andre mennesker, og vi har et grundlæggen-de ønske om, at give det samme tilbage. Og selvom vi kan fylde vores liv med mange andre ting, så mærker vi, at der er noget galt, når disse ting mangler……og så  kan vi hurtigt komme til at føle os alt andet end unikke……måske ubetydelige…….værdiløse……ensomme…..sat udenfor …..

Og disse følelser forstærkes omkring jul, fordi julen er ”hjerternes” tid – tiden for familien, for nærvær og fællesskab – for alt det, vi ikke altid har tid til i hverdagen.  Og har man ikke nogen at dele juletiden med, bliver ens alenehed udstillet….ikke bare for andre, men også for en selv……

Og så handler det ikke om at være unik, men derimod om at have de samme behov og ønsker som alle de andre.

For mig er det netop det unikke ved os mennesker……at vi er så ens……at vi kan se på et andet menneske, og vide, at dette menneske, selvom jeg ikke kender det og ved, hvem hun/han er, så ved jeg alligevel, at det føler lige som jeg og har næsten de samme behov.

Vi mennesker går nemlig i andre menneskers fodspor.

Somme tider går det let og smertefrit derudad. Til andre tider er det op ad bakke, og det gør ondt i krop og sind. Sommetider farer vi vild og kommer ind i en blindgyde og må bruge alle vores kræfter på at komme tilbage på sporet. Somme tider må vi måske bæres et stykke af vejen. Eller som Van Morrison synger i sangen ”Sometimes we cry”

Sommetider ved vi alt ,

sommetider har vi ingen anelse

Sommetider gir vi

sommetider gir vi op

Sommetider er vi stærke

sommetider svage

Sommetider græder vi

Sommetider er modgangen hård

når vi ser os selv i spejlet

og det eneste vi ønsker er at give op

Vi gider ikke engang prøve….

 Sommetider græder vi

Så er vi nødt til at sætte os ned

og tænke tingene godt igennem

For vi er kun mennesker

Og hvad ellers kan vi gore?

Det eneste rigtige er at sluge ens stolthed……

for sommetider må vi græde…..

Somme tider må vi stoppe op for at kunne komme videre. Vi stopper op og overvejer; Hvordan kommer jeg/vi videre her fra? Vi må tale om vigtigheden af ikke at forcere noget. Somme tider må vi spise ; ”…vores stolthed…når modgangen bliver for stor.”

Men vi genoptager vores livsvandring og går i hinandens fodspor og kan opleve meget stærkt og bogstaveligt, at nogen har gået vejen før os, og at vi blot skal gå i deres fodspor.   

Hver enkelt af os træder fodspor i sneen, baner vejen for den, der kommer bagefter. Vi gør det alle sammen nemmere for hinanden at gå vejen.

Det, at følge i andres fodspor er, at vise tillid til den, der går foran. Det er overgivelse, det er at tro på, at den, der går foran mig, vil mig noget godt. Det er at opleve, at der er noget uden for mig selv, der er større end mig. Det er at acceptere ens egen magtesløshed. Det er kort fortalt; åndelighed.

En åndelighed, som vi ikke altid erkender at vi har, men som giver mening i meningsløsheden……

At vi hører sammen med hinanden – at vi ikke kan klare os uden omsorg, nærvær og kærlighed – at livet ikke drejer sig om at realisere os selv, men derimod om at finde sig selv i mødet med andre – erkende at jeg er helt unik og ligesom alle de andre. At livet ikke kun sker, når jeg sætter tid af til det….men hele tiden…..og at jeg gang på gang fordrer at søge det, jeg/vi har allermest brug for, nemlig hinanden.

Det giver os overskud og kraft til at tage livet på os - opleve på forskellige måder, det forunderlige at vi faktisk kan gå meget længere i livet og med hinanden, end vi egentligt troede var muligt!!!!

Et skridt ad gangen, en fod foran den anden. Det er livets vandretur, der efterlader forgængelige spor i sneen, men blivende spor i vores bevidsthed.

Glædelig jul og godt nytår!

Vel mødt til et nyt år!

Menighedsrådet og Maria Behrenthz